Katalysator Rindom

Status

2005-11-19T14:34:00.000+01:00

Mit store problem lige nu må være mine sociale mekanismer. Det at jeg er så god til at tale med nye mennesker og hele tiden skabe en ny kontakt. For det er blevet mekaniseret. Jeg har, efter min små studier, opbygget en så systematisk fornemmelse af dét meneskelige, at alle mennesker omkring er blevet repræsentanter for det samme generelle menneske. Og dermed har jeg mistet forbindelsen til dem. Konkret går det på, at jeg bruger en masse mekanismer for small talk, som de andre mennesker sagtens kan køre med på, men som bliver et skuespil for begge parter. Altså - jeg involverer ikke mig selv i dem, og kan ikke finde ud af at gøre det, kan ikke finde motivation til at gøre det når jeg nu har så gode systemer at iagttage dem med, og de kan heller ikke involvere sig selv med mig, fordi der ligger et så stærkt socialt system imellem os, som ligesom bliver dét mellemeneskelige, i stedet for de egenskaber hver aktør i samtalen måtte have. Jeg så at sige udelukker subjekt og objekt og lægger al vægt over på samtalen, på sproget. Og sproget i sig selv er jo tomt, dersom det ikke er andet end redskab. Et redskab, en metode, kan ikke være et mål. Jeg føler mig dybest set ubrugelig, og værst af alt - jeg føler de er ubrugelige. Jeg går hele tiden og drømmer om at der dukker lige netop dén person op der kan fange min interesse, men må langsomt indse at nye mennesker ikke har stort anden betydning end den jeg lægger i dem gennem samtalens system. Jeg må droppe det system, ja, men hvordan kan man så gøre noget som helst, når systemet er selve sproget? Jeg ønsker at finde ind til noget mere. Men kan ikke umiddelbart. Mit system er efterhånden blevet så voldsomt, at jeg gennem det også generaliserer mig selv, så meget som jeg generaliserer den anden. Og uden den andens interesse i mig, som jeg mister gennem generaliseringen af mig selv, har jeg slet ingen indgang til andre mennesker. Det er ret alvorligt for mig. Jeg kan jo sagtens snakke med andre mennesker, jeg er ikke sociofob eller noget i den retning! Jeg er bare ubrugelig. Hvor er det trist. For det er de også, og hvorfor skal jeg så ændre mig?

Re-tro

2005-10-23T16:27:00.000+02:00

Overvejelsen om mennesket som en anden substans end sig selv, det vil sige mennesket i sammenligning med objekter der ikke er eller umiddelbart tager del i definitionen (ideen, eidos, whatever) af et menneske, er ligegyldig. Ikke dermed ment at det er ubrugeligt at forsøge at indkredse det egentligt menneskelige og fremme det, men at den negative definition (er ikke dit og dat) der oftest bruges i forsøg på at indkredse menneskelighed gennem sammenligninger, ikke er fyldestgørende. Der må findes en metode til at fastslå, og jeg vægrer mig ikke for at bevæge mig ad transcendente veje, hvormed man kan tale om det der kan bygges på mennesket, de muligheder vores cogito hár for at udvide sit domæne. Beviset for Guds eksistens ér i mennesket, og intet menneske kan nogensinde stille sig tilfreds med betegnelsen "dyr", da disse tydeligvis ér mere som planter eller gevækster. Der er en stræben til forskel. Jeg vil rette mig mod Gud, istedet for at prøve at slå min guddommelighed ihjel for en negativ definition jeg med min sprogligt funderede, og dermed indskrænkede, bevidsthed kan forstå. Jeg vil ud af sprogets tryghed. Sproget er alene et guddommeligt redskab, det er ikke det endelige.
Naturligvis véd jeg at der forekommer mange ligheder mellem mennesket og såkaldt lavere eksistenser. Men i og med at jeg accepterer og bruger differentiering som et værensmiddel, hvad jeg formoder du, min læser, også gør, må jeg nødvendigvis slutte at der er forskel på et træ og et græsstrå, på et menneske og en markmus. Ellers ender vi i et kaos de fysiske substanser modbeviser. Og hvordan er du så virkelig, menneske? Hvorfor græder du over de døde?

ÅH!

2005-06-01T17:54:00.000+02:00

What a

piece of work is a man! how noble in reason! how infinite in

faculties! in form and moving how express and admirable! in

action how like an angel! in apprehension how like a god! the

beauty of the world, the paragon of animals! And yet to me what

is this quintessence of dust?

Et vundet tab (her er jeg også og stadig til)

2005-03-28T02:20:00.000+02:00

-

nu næsten før du taler er skyerne
væltet i sindet som trodsige måger
i vejret i talen du sætter som punktum
for verden er du fyldt med ord der kan være
så meget at jeg vælter en stol for ikke at kunne være
tilstede i rummet som aldrig i dig

-

så låser vi døren og prøver ikke
at tænke på hinanden som butikker
på strøget og henkastede tanker om vi
ikke skulle gå så langt i nat
at hænderne fryser og flygter i nat
hvor bilerne kører på hver sin vej
og stopper som måner alene

-

det sker jeg kan se dig mellem husene
og du er næsten lige så meget by
som når jeg sover og drømmer jeg farer
vild i dine tænder og dit ansigts furer
føres en flod ud over kanten
af min seng fører alting bort
og det sker jeg kan se dig forsvinde
som en by under huden på et hus

-

blæsten bærer dit hår som en fjer
på hver fugl når du sover
kan jeg høre dig bag vinduet
lukke dit øje og tro

Afsked ude af kontrol

2005-03-24T15:58:00.000+01:00

du bevæger dig så hurtigt at jeg
ikke kan se mig selv
dit ansigt minder om dengang
vi ventede på en taxi
da vores bus netop var kørt og
intet kunne gå hurtigt nok er du væk
mens vinden fra dig fyger sne
ind i mit øre og min hjerne
drømmer Antarktis uden kort

Et sted ved havet (et forsøg med fingre)

2005-03-22T01:38:00.000+01:00

hvor har vi set dig før med dit ansigts
strålende hvide øjne der kredser
om husene en uro af sandhed og
et stille forsøg på at blive mens du synker
som havet der ikke kunne bære
den sidste dråbe sved vi tabte

blandt stjernerne er et hvor er dine øjne
pakket ind som længsel forsvundet i
en flyvemaskine med en landing i vingerne
og tusinder af fugle set i sit skrog

sandet venter på sin tomme knasen
under vores fødders mangel på hav
og mens vi ikke har været der er jeg
rystet tom som et tæppe for vinden
i natten hvor ordene skæller som fisk
af kroppen jeg drømte var et billede du så
langt tættere på dig i din søvn end et korn
af sandet mod et andet i et hav af sig selv

En Inkaindianer (knips, knips)

2005-03-17T22:21:00.000+01:00

bævende ruder og så koldt er det
vi har næsten ikke fået tøj på før
vi står helt klædt i udsigt og
fjerne drømte halmstrå i baller som
stjernetegns stjerner midt i dit øje
går vi under endnu en morgen
og forsøger at remse tiderne op
for alle afgange i byen
vi ikke kan nå

dørtelefonen er forsvundet ind i væggen
og tilbage er kun en opgang
så raslende tom som mit ømme hoved
og mørk som røret i din strålende hvide hals
og som det med dit åndedrags forventning
hvirvlende hvert trin om mine fødder

engang imellem lykkes det at komme
ned i byen som op i dig og det
er altid med den samme erkendelse
af fugle der ingenting vil
hængende som vimpler i luften
og formål helt blæst væk
for vinden og vinden vi rører
hinanden igennem

landet ligger fjernt ude bag ruden
kan jeg mærke dig lægge
din hud som en sulten hær
ud på sengen mens jeg måske burde sige
at jeg kender en Inkaindianer
der graver dit hjerte frem til et måltid
af hænder som mine og dine
der finder et vi i historien
og næsten er her

Sammenfejet, splintret rude 5

2005-03-08T00:26:00.000+01:00

Henne ved vinduet hænger skyerne som store uroer omkring månen jeg sidder i stenen og tænker på jord har ikke sagt nogen noget i dag der kan bruges eller skrives ned i sandet og vandet der tager det hele med ud til dig med hænder knuste som glaspyramider mit øjes syntaks har vendt hver ting jeg kan se til en skrift jeg kan prøve at forstå og brændinger hvor uregerligheden smadres mod mit ansigt i sprog og forlængst bortsmeltet sne så dyb at en hel by kan begynde at grave der er sommer derude der er virkelighed der løfter sig med bjergene højt højt op i himlen med et værelses udsigt som eneste ballast HVOR ER MIN TRO OG HVOR ER MIN GUD DOG STOR kan I se, de vildeste fugle har renset luften og mit hoved er revet til strimler på muren og serveret for vinden med ruccolasalat og flotte glatte blommetomater kan du ikke lide det du smager er din tunge for trist til mig er jeg for tarvelig til dit svælg eller ruccolaen der intenting har gjort og bare er så tom og så gement fortænkt som et stykke gletscher eller naturlige indsøer der svømmer i skabelse og betydning er jeg en ost der løber fra opgangen til opgangen igen og opgang fra opgang er ikke forskellig og fordrer kun den tavse kantsten at vælte mig nu – jeg bløder og er et vejarbejde. Nye vandrør helt bestemt.

Sammenfejet, splintret rude 4

2005-03-01T02:17:00.000+01:00

Jeg har set på alle husene i byen og forstået det der lever men ikke den der kan se på alt dette og glemme sig selv i et billede af liv og et billede af glemslen og i fiskenes vældige formationer midt i et bundløst hav uden vægge og uden rum der kan åbnes og lukkes og gemmes ting i som nætterne vi aldrig havde og dem du skal huske er ikke dem du virkelig var med i som film og formationer midt i et bundløst digt hvor alle har betydning og ingenting er udeladt eller omvendt med paranteser smidt ned som dyner om kroppene og mure om husene og skællene fra den døde fisk der lægger sig på min hånd og glitrer i lyset af et smil så ladet at det ikke kan være rigtigt og en forfængelighed så fortrolig at jeg aldrig er alene med mig selv se mig spise havregryn se mig ringe til dig og høre din stemme se mig stå i mit rum kun klædt i overstået ømhed og fortræd se dig selv forstå hele rodet uden at forstå ét eneste ord kun maddikerne der myldrer frem i hver sprække sproget ikke kan fylde ud og døden der hænger som en eneste vished fra hvert et bogstavs nøgne træ men nej – sneen er en virkelighed for sig

Sammenfejet, splintret rude 3

2005-02-24T00:00:00.000+01:00

Jeg har tænkt mig at finde det der har gemt sig under sneen og virkeligheden som den så ud før jeg stod her og vinkede med alle mine fingre og tog tøj på og gemte mig selv bag en frygt for det der er jordslået og det der er fjernt som alt jeg ikke nåede i går og glemte at sige dig og dem nede ved bussen der ikke vidste at alting allerede var gået som blomsterne der tog regnen tilbage i strømmen af alt der kan smeltes ned over verden og VÆK OG VÆK HVIS DU SIGER NOGET ER VI VÆK for det der kan siges former jorden under alle fødder og vi kan flygte allesammen så snart vi får det sagt at der ikke er mere at komme efter i denne kraftige vind og sneens reflektioner af alt det lys der ikke ér at finde noget sted og ligegyldigheden hvormed tankskibene tager afsked med havet med en radar og der hvor jeg er lige nu er der ingen på vej og ikke noget hjerte at hente fra en frostdækket grav midt i tomheden bag bus nummer fire og har De ikke en forventning jeg kan låne til bussen?

Sammenfejet, splintret rude 2

2005-02-23T00:53:00.000+01:00

Jeg har hængt mig selv i tidens krog og fisker nu efter minder der kan sætte denne lejlighed i brand og tidsler der kan brænde min krop og i live jeg er i live med hvert åndedrag er der en chance at gribe og jeg kan mærke mågerne bevæge sig på tungen og på havet der ligger som en kæmpe pøl af henslængte hensigter der alle vil hænge i vimplerne og bare én gang være virkelige og ikke blot synkende til bunds og til evighed et sted hvor ingen kan se dem eller kræve dem RASTEPLADSEN ER OPTAGET – BEVÆG DEM VENLIGST længere og længere og længere og længere nede ad vejen har de træer der kan spille sangen forfra og virkelig mene alle ord så meget som jeg der sidder her og graver i et puslespil efter netop dén forbindelse til alle de andre og gentager mig selv mens jeg åbner hånden over tastaturets bogstaver og holder dem og omfavner dem og velsigner dem så meget at intet i denne verden helt kan beskrives med dem for hændernes venten bærer skylden for hele det tomrum planeter må fare forvildede i --- ord er selvstændige tyngdepunkter

Sammenfejet, splintret rude

2005-02-22T00:28:00.000+01:00

Og så er der ikke mere det er gennemstegt og du skal spise nu før det bliver koldt dit hjerte dit blod er i dine hænder og du bærer på mere end du kan se og føle dine øjne er der dine store fantasier er der også men ikke som du husker dem de er mere som ord der ikke kan finde vej og hænder der vælter glas ned fra bordet se det splintrede glas se det ligge og være knust og se dig samle alting op igen i dine hænder er der stadig ét glas og én tanke kan du smide dig selv ud kan du klippe dine negle uden smerte jeg vil vælge at føle for ikke at vente på at føle mig udenfor det er forkert det er fordi og fordi og fordi DU LUKKER DØRENE FOR MIG og jeg har selv set det hele ske set sejlet der griber det du ikke kan se og dit hår er altid en gåde som vasken der skyller berøringer væk og handsker jeg bærer for intet at miste jeg vil røre ved et træ du skal røre ved et træ og vide at herfra synker alting ned og kroppen er en klode af spyt

Status

2005-02-21T01:05:00.000+01:00

Det er ikke til at sige hvad der nu skal ske:
mine øjne har vendt sig imod mig.

Og dig, og dig

2005-02-21T00:38:00.000+01:00

Englene drukner
i sine hvide drømme,
jeg har set dig uden du vidste
at jeg så dig hente
brænde fra helvede
og togstammer
der slet ikke hørte hjemme
noget sted
fra en skov af hænder
der kunne ligne os
når vi vævede minderne
ind i hinanden,
det tog kunne være
en arm rakt ud
og brændet stod
på den seddel jeg gav dig
da du lukkede døren,
til skyerne,
til det jeg aldrig igen
skal fødes til,
og trækker du ud over vandet
vil jeg synke i havnen
med alle sejl hejst
for vinden.

Flydende på Østbanetorvet

2005-02-14T22:06:00.000+01:00

Oliver har længe drømt om havet
og at han var bus nummer seks
og Villy bag rattet kører han der-ud-af
til Østbanetorvet hvor lystbåde
drømmer om store containerskibe
som var de lastede med endnu flere
småbådsdrømme
mens de tunge drenge
med bugen så dybt i havet
drømmer sig væk fra al den erkendelse,
dér holder Oliver altid en pause
fra alle dem der står af og på
og glemmer de ting han burde nå
for havet er vågent og lever
og lever.

Uset på Europaplads

2005-02-11T01:24:00.000+01:00

Jeg så tretten duer falde til jorden
for jeg så den modsatte vej end dig,
der så på mig et kort sekund
og berøvede alting sin luft før du
så væk fra mig igen og ind i verden
netop da Oliver Bjerrehus steg ud af bussen,
du berøvede
mit hjerte sin røg mens Oliver
samlede en due op og smed den fra sig,
forskrækket som han var
over døden og bus nummer syv
der dyttede ham langt ind på dig
som en tyv.

Ingerslev Boulevard

2005-02-08T01:44:00.000+01:00

Vandpytten har forlængst givet op
og ligger der bare det bedste den kan
men jeg kan række ud før at røre ved
hende og hånden der blafrer som
en fane og her er alting så blåt
som hendes øje kan se mellem husene
hvor katten glider i drømme
og hundene for længst er pisset af
ser hun hen for en stund, de våde
hunde der gør i mit hoved
gør højere når hun -
LYKØNSK MIG AT JEG SER
KØDET BAG KJOLEN og bussen
før knoglerne i kroppen ku nå
at tænke sig om og stige på.

Vesterbro Torv

2005-02-08T01:36:00.000+01:00

Skyerne har lagt sig som himlens kyse
og hun åbner øjnene og er aldrig før
fortalt så smukt som i dag hvor vejret
er helt fortabt og se hvor hun ler til
solen der rødmer i hendes hår ned over
øjnene som stormfloder og vandfald
hen min min krop som en strand med åbne
skaller sprunget op i vinden der ryster
på sine hænder det er hende der er
ikke så meget jeg kan gøre
ved hendes ansigt der åbner sig for at spørge
om 4'eren lige er kørt.

Skitse 3

2005-02-05T20:46:00.000+01:00

Du er blevet til et bogmærke

der titter frem midt i bogen

jeg ikke længere læser i.

Jeg ved ikke hvordan de skal overleve

situationen, deres båd er fuldstændig læk, de

har kun hinanden at klynge sig til.

Jeg ser ud af vinduet på regnen og ved

at dine bryster et sted derude

ligger i vandkanten

af et grønligt badekar.

Det er sådan jeg ser dig forsvinde.

Skitse 2

2005-02-05T20:41:00.000+01:00

Ordene ruller

ned over siden

og på næste side findes

et endeligt endeligt

der kan stoppe os fra

at tænke på hinanden,

når jeg løber tør for papir

og du opgir at læse mere

i det jeg har skrevet.

Skitse

2005-02-05T20:37:00.000+01:00

Det kan ikke komme på tale

at gå uden at vide

hvem jeg vil holde i hånden

og jeg selv er ikke så meget alene nu

som den der prøver at tale

før ordet er skabt,

og der kan ikke tales om

at jeg bare forsøger

at tage din hånd,

din hånd der smelter i solen

som chokolade eller gletchere,

for jeg prøver i virkeligheden

at give dig min,

tidsnok til at du kan plukke

den første lille vintergæk.

Det er ikke til at sige hvornår

læserne indser

at heller ikke de går

før du har taget min hånd

væk herfra.